20+0 = HALVVEJS

Igår var jeg lige præcis halvvejs i min graviditet - i dag er jeg mere end halvvejs, shit! Jeg flipper en lille smule ud over det, for det er slet ikke til at fatte. Hvad blev der af tiden? Om 20 uger kan jeg ligge med en lille baby i mine arme - hold kæft, hvor er det surrealistisk. Så er der altså pludselig ikke ret lang tid igen. Og hvis tiden bliver ved med at flyve afsted med tophastighed, så er det jo lige om lidt. Jeg synes ikke, det er ret længe siden, jeg lå på sofaen og havde det af helveds til med dage, som bare sneglede sig afsted. Det er sidenhen vendt 180 grader, for nu har jeg det skønt og tiden flyver bare derud af. 

Jeg har fået så mange bemærkninger om, at nu skal jeg huske at nyde det, for lige pludselig så er barnet der bare osv., og jeg har bare været sådan lidt "ja ja", men nu kan jeg ligesom refererer til, hvad de mener.  

Lige i øjeblikket er jeg inde i en meeget doven periode! Jeg er simpelthen så træt, så træt fra morgen til aften, uanset hvor meget jeg så sover. Det er virkelig anstrengende, jeg synes ikke, der er noget værre end at være uoplagt. Jeg har på intet tidspunkt i min graviditet haft dage med mega træthed, så måske er det dét, som rammer mig nu. Det må gerne hurtigt forsvinde igen, tak! 

Jeg har mærket hende sparke en enkelt gang, hvor jeg var en lille smule usikker på, om det var hende eller bare var uroligheder i maven. Igår var der dog ingen tvivl. Da jeg kørte på arbejde sparkede hun pludselig, og jeg blev simpelthen så forskrækket - tre spark blev det til, og jeg kunne simpelthen ikke lade hver med at grine, for det killede, og så var det bare den vildeste følelse at mærke hende på en sådan måde, at man ikke er i tvivl. Jeg har ikke mærket hende siden igår, og jeg længes allerede efter, at hun gør det igen.
Indtil videre har jeg ikke haft de vildeste følelser for det, der befinder sig i min mave, da jeg ikke rigtig tænker så meget over, at hun er derinde, eftersom jeg ikke kan mærke hende og maven ikke er så stor endnu. Men da jeg mærkede hende igår, kom der nogle følelser frem, som jeg ikke kan forklare. De var der bare med det samme, hun havde sparket, og på en eller anden måde beroliger det mig. For jeg har ærligt tænkt, om der kunne være noget galt med mig, eftersom jeg ikke har haft de her følelser endnu. Måske er jeg alligevel ikke så unormal!