21/10/2014

DISKRETION OG BARE BRYSTER


Ammevenligt tøj er ikke noget, jeg har særlig meget af. Jeg må nok erkende, at jeg aldrig rigtig har været en skjorte pige, men mere en løs-bluse-pige, og sidst nævnte er altså bare ikke praktisk, når man skal sidde fremme med de bryster konstant. Jeg er typen, der bliver forlegen, når andre ammer deres børn, og det gør jeg, selvom jeg gør præcis det samme, og jeg foretrækker derfor diskretion, og med diskretion hører ikke løse t-shirts, som skal helt af, så man bare sidder i amme-bh med det ene bryst blottet. Når jeg er derhjemme, er det ikke noget problem for mig, for så er der ikke nogle til at lurer, men det er nødvendigt for mig at have et par skjorter, som jeg kan bruge, når vi skal nogle steder hen.  
Jeg har før vist jer skjorten fra Ralph Lauren herinde - egentlig har jeg vist jer den i hvid, men da jeg fik den på, så jeg mere syg end levende ud med min blege kulør og jeg valgte derfor den stribede i stedet. Den har en fantastisk pasform og så er brysterne let tilgængelige. Et ekstra bonus er også, at det ikke er desideret ammetøj, og den derfor kan bruge efterfølgende - et meget vigtigt krav for mit vedkommende. Jeg hader at købe tøj, der kun kan bruges til bestemte lejligheder.

20/10/2014

MADE BY BEDUT'S


Jeg var målløs, da min mor gav mig dette sæt til Sigga. Det er fandme gennemført hjemmestrik! Da min mor fik at vide, at vi måtte begynde at gå små ture med Sigga i barnevognen udenfor, strikkede hun fluks dette sæt til hende, da jeg ikke havde noget overtøj, hun kunne passe, og det er virkelig blevet fint, synes jeg.
Egentlig er det ret overvældende, hvor meget ens forældre og svigerforældre står på hoved og hale for en. Det er virkelig bare guld, at have så hjælpsomme mennesker omkring sig. Min svigermor har været oppe og hente barnevognen til os og min svigerfar knokler røven ud af bukserne i huset. Man glemmer lidt, hvor meget de egentlig gør for en, når man dagen lang tåger rundt i sin lille baby boble. De må være mindst ligeså trætte, som jeg er, sådan som de farer rundt for at hjælpe os. 

17/10/2014

TO UGER OG STADIG DEJLIG


Igår rundede Sigga to uger - to uger som bare er fløjet afsted tiltrods for, at man synes dagene kan være lange på et sygehus.
Endnu engang har jeg opsummeret, hvad der er sket over den seneste uge, for også selv at kunne gøre status over, at der faktisk sker noget, selvom man synes, det går meget langsomt fremad. 

- Mads og jeg har sovet hjemme hos os selv en enkelt nat - uden Sigga. Det var frygteligt at efterlade hende, men godt for mig at få sovet.
- Mine fødder er blevet normale igen!
- Jeg har tabt de +16 kilo, som røg på under graviditeten, og kan nu igen passe mine egne bukser.
- Sigga har taget rigtig flot på.
- Sigga er begyndt selv at give udtryk for, at hun er sulten og er så småt begyndt at spise lidt selv.
- En af sygeplejerskerne sagde, at det var det mest yndige barn, hun nogensinde havde set - sådan nogle sygeplejersker må se mange børn, så mor her var stolt.
- Sigga har været i bad for første gang - det havde hun ingen fest over.
- Jeg kan stadig bruge evigheder på bare at kigge på hende.
- Selvom det er hårdt ikke at sove, og jeg nogengange er ved at gå ud af mit gode skind, så er det det hele værd, når tingene lykkedes.
- Jeg forstår det stadig ikke helt.
- Hun er stadig, det bedste, der er sket for mig.

16/10/2014

MIT GULD


Se lige de her to dejlige skabninger - to dejlige skabninger, som jeg deler hverdagen med, hvor heldig har man lov at være? Selvom Sigga er lidt af en natteravn, og det nogle nætter ikke bliver til mere end 3-4 timers søvn (ikke sammenhængende søvn vel at mærke), så elsker jeg hende stadig over alt på jorden.
I nat har vi sovet derhjemme med opfordring fra sygeplejersken. Hun mente, at det var vigtigt, at jeg fik sovet lidt, da Sigga har brug for en mor med overskud om dagen også, og da hun selv er begyndt at søge brystet mere og mere, blev det nødt til at være nu, da mine bryster bliver nødt til at være her, når hun begynder at vil die ved hvert måltid. 
Det var vildt hårdt at skulle "efterlade" hende på sygehuset, men hun var i gode hænder, og jeg valgte at vente med at tage hjem at sove til det var vores kontaktsygeplejerske, som havde nattevagten, så der var en omkring hende, som hun kender en lille smule. Når alt kommer til alt, tror jeg også, det var sundt nok for mig at komme hjem og få sygehuset lidt på afstand, så kan jeg bedre klare 16 dage mere eller hvor lang tid, der nu kommer til at gå, uden at jeg bliver kuk oven i låget. 

15/10/2014

FRA MIG TIL MIG


Sikke en nydelig gave, total uventet fra mig til mig gave ;) Da jeg forleden havde et afbræk fra sygehuset (sygeplejersken nærmest tvang mig til at komme lidt ud), gik jeg en tur op i byen og shoppede lidt. Det havde været en hård nat og jeg synes egentlig, jeg trængte til at forkæle mig selv - det synes jeg ligesom, jeg havde fortjent efter at have født en baby og eftersom de +16 kilo, som det nåede at blive til var væk 11 dage efter fødslen. Nå, men det blev altså til en ørering fra Line&Jo samt elastikker/armbånd fra Madame Pom Pom, så det var ikke så ringe. 

11/10/2014

FARVEL FORNUFT

FARVEL FORNUFT

Klik på billedet for priser samt forhandlerliste

Hvis jeg nu sked på alt, hvad der hed fornuft og økonomi og mine fødder stadig ikke var klovnefødder, så ville jeg springe i ovenstående sæt i aften, når Mads og jeg skal ud at spise. Og ja, i læste rigtigt - vi skal ud at spise! De søde sygeplejersker mener vi (nok mest jeg) trænger til at komme ud og se lidt noget andet end sygehus, og det kan jeg virkelig kun give dem ret i, så de har lovet at passe Sigga nogle timer senere. 
Jeg er dødtræt af hospitalsmad og indelukketheden ved kun at have befundet sig på et lille værelse i over en uge nu, så jeg trænger til at se mennesker, som har noget andet på end hvide bukser og en blå skjorte.
Egentlig er det slet ikke så slemt, som det lyder - godt nok begynder dagene at blive trivielle, men de går hurtigt. Det værste er den her skide hjemve, som jeg er begyndt at opbygge. Jeg savner alt ved det der hjemme - savner endda selv at skulle gøre rent! Lær nu bare at spise lille barn, så vi kan komme hjem.. 

10/10/2014

EN UGE OG DEJLIG


Igår blev vores lille datter en uge gammel - en uge! Det har jeg altså stadig ikke helt forstået. Det er vildt så hurtigt tiden går med sådan en lille størrelse, og jeg forstår nu mere end nogensinde, hvad folk har ment, når de har sagt; "nyd det, for lige om lidt kravler de, begynder at gå osv." 
Det ser ud til at Sigga synes, det er et hit at blive en uge gammel, hun ligner ihvertfald en, der jubler en lille smule over det med den ene hånd over hovedet.
For lige at opsummere, hvad der er sket og hvad jeg har erfaret den seneste uge (nok mest for min egen skyld egentlig):

- Vi er blevet forældre. Den absolut største oplevelse nogensinde!
- Det første jeg sagde, da hun var ude var: "hvor er hun lille - hvor er hun sød". Jeg husker det ikke - Mads har fortalt det.
- Sigga er kommet ud af kuvøsen efter at have lagt i den i fem dage. Vi har en stædig lille baby, som vil frem i verden!
- Blodprøverne på gulsot var heldigvis som de skulle være, og hun er ikke længere så gul som på billedet.
- Mor tuder ikke så meget længere - men ind i mellem må hun overgive sig, når hun kigger på det dejlige lille væsen.
- Der malkes ud i tide og utide og brysterne er konstant fremme i dagslyset.
- Man lærer ret hurtigt at klare alting med én hånd.
- Amning/udmalkning er verdens bedste slankekur.
- Sigga og mor er ved at finde deres rytmer, og det giver ro i hverdagen.
- Sigga er vokset 2 cm, men har tabt sig lidt i vægt (hvilket er meget normalt, siger sygeplejersken)
- Når folk, som ikke har noget med Mads og jeg at gøre, siger vores baby er sød, bliver jeg så stolt, at jeg har lyst til at græde.
- Det der med at ens eget barn, er det kønneste og dejligste i hele verden er rigtig nok.
- Jeg har klaret at gå i bad og samtid vaske hår helt alene - uden noget gik galt (andre mødre ved sikkert, hvad jeg snakker om) - jeg var meget stolt, da jeg var færdig!
- Mor-rollen falder mig meget naturligt - mere end jeg havde regnet med.
- Jeg har ikke haft den såkaldte tudedag, hvor mælken løber til. Jeg tuder lidt i ny og næ i stedet for.
- Jeg er begyndt at få hjemve - desværre er der lange udsigter til at komme hjem, da hun ikke kan spise selv endnu.
- Sygehus-mad er ikke min favorit spise.
- DR1 og TV2 er ikke spændende tv-kanaler!
- De sange, jeg sang for hende, da hun var i maven, falder hun til ro til, hvis jeg synger dem for hende.
- Baby-lyde er de mest fantastiske i hele verden!
- Jeg har skiftet min første ble nogensinde, og selvom jeg ikke kunne se forskel på for og bagside til at starte med, lærer man det ret hurtigt.
- Min krop "tilbage-forvandlede" sig ret hurtigt til dens 'gamle' udseende og det føles skønt - den har været savnet.
- Jeg har stadig ikke rigtig fattet det hele - det kommer nok... en dag!
- Jeg elsker vores datter over alt på jorden!

08/10/2014

TILBAGE PÅ PLANETEN, JORDEN


Så tror jeg efterhånden, jeg er ved at være menneske igen og er tilbage på jordens overflade efter lige at have levet lidt i min egen verden siden fødslen.
Det går rigtig godt med Sigga, hun har ikke ledninger på over alt mere, og de regner med at hun må komme ind til os senere i dag. Dog er hun blevet lidt gul, så hun skal tjekkes for gulsot, og det får vi svar på senere i dag, om hun har fået. 
Med hensyn til moderen, så er hun også ved at finde sig til rette og vænne sig til den nye titel som mor. Det har været den vildeste oplevelse i mit liv, og jeg nyder det så meget. Det er så hyggeligt med sådan en bette en. 
Vi har været lidt sparsomme med besøg, da vi ikke vil stresse hverken hende eller os selv, og det har der heldigvis også været forståelse for fra familie og venner.
Hun har allerede fået rigtig fine gaver, som hun sikkert bliver rigtig glad for - moderen er ihvertfald glad for gaverne :) 

Igår var svigermor og jeg en tur i Babysam for at købe tøj til hende og amme-bh til mor her. Med den størrelse hun har, forsvinder hun i det, jeg har til hende, og der kom derfor en lille smule med hjem i str. 38 og str. 40. Udvalget er bestemt ikke stort til præmaturbørn, og det hele var MEGET lyserødt, så det blev til lidt fra både drenge og pigeafdelingen ;)
Og så fik jeg endelig en BH - forhelved det føles godt, at der nu er styr på brysterne! Jeg havde ikke købt en inden, da jeg jo ikke vidste, hvilken størrelse mine bryster ville få efter mælken var faldet til, så nu er der ikke bryster over alt længere og jeg føler mig også lidt mere som menneske igen - utrolig hvad en BH kan gøre! 

04/10/2014

... OG DE LEVEDE LYKKELIGT


FUCK en for sindssyg uge!! Vi er blevet forældre til lille Sigga ♡

Mandag den 29/9-14
Kl. 07 kører Mads og jeg hjemmefra, da jeg skal have taget blodprøver kl. 08 på sygehuset. Derefter skal vi op og snakke med en jordemoder kl. 09, for at få svarene på de forrige prøver, og for at få en snak om, hvad der skal ske. Samtalen går på at mine blodprøver stadig ikke er optimale, men at de vil vente med at foretage noget yderligere før de nye prøver kommer.

Kl. 11 skal jeg scannes for at se, hvor stor hun er. Hun bliver skønnet til godt 1900 g. Så hun er en bette en, taget i betragtning at jeg på dette tidspunkt er 35 uger henne. 
Jordemoderen der scanner mig siger, at hun lige vil ringe ned til den jordemoder, som jeg havde en samtale med tidligere for at informerer hende, og at hun derefter også lige vil snakke med en læge. Herefter får vi besked på at gå ned til den forrige jordemoder, da der også er kommet svar på blodprøverne, som jeg fik taget fra morgenen. Hernede får vi besked på, at jeg skal indlægges. 
Det kom totalt bag på os, da vi ikke havde regnet med at det her svangerskabforgiftning var så slemt. Mads kører herefter hjem for at pakke nogle ting, så vi har lidt på sygehuset, og jeg sidder mutters alene tilbage på et klinisk rent hospitalsværelse i en alt for stor hospitalsskjorte og alle følelser kommer pludselig stormende ind fra højre. Frygten for at miste hende på det her tidspunkt, bange for hvad der skal ske - der går 100 tanker igennem hovedet.


Tirsdag den 30/9-14
Morgenen starter med at få taget blodprøver og få målt blodtryk, herefter er der ikke andet at gøre end at vente på svar fra dem. Omkring kl. 09 er der svar, og jordemoderen plus en læge kommer ind. De siger egentlig ikke så meget om resultatet på blodprøverne, men fortæller blot at jeg har to muligheder, og det er enten at blive sat igang med piller eller få foretaget et kejsersnit. 
Det var som at få et ordentlig knytnæveslag i maven - alt luft forsvandt pludselig fra kroppen. NU - ALLEREDE? Hvor kom den lige fra? Hvor alvorligt er det? Er hun okay? Endnu en omgang med 100 spørgsmål og alt for kort tid til at vende tankerne i hovedet. 
Jeg har tidligere sagt til jordemoder, at jeg gerne vil føde vaginalt, og jeg får derfor to piller. I løbet af dagen når jeg at tænke rigtig mange tanker igennem. Det er så pisse surrealistisk det hele. Jeg har sendt Mads på arbejde, da vi har fået at vide, at der godt kan gå nogle dage, før der sker noget, da det er første gang, så jeg har alt tid i verden til at tænke over tingene. For helved hvor er det overvældende og pisse skræmmende det hele! Pludselig føler jeg mig helt vildt alene i verden. Familie og venner ved jeg er indlagt og spørger hele tiden, om jeg ikke snart ved noget, og jeg bliver ved med at sige, at vi ingenting ved, for jeg orker simpelthen ikke nogle sms'er med: "er der sket noget?", "er du gået igang?" osv. Jeg har bare brug for at vende mig til tanken og prøve at fatte, hvad der skal ske. 

Over middag får jeg lagt en epidural i ryggen samt et drop i hånden. Epiduralen får jeg lagt, fordi mine blodplader er lave, og de derfor ikke tør tage nogle chancer med at ligge den senere, da det ikke er sikkert, de kan ligge den på mig, hvis mine blodplader bliver endnu lavere. Droppet bliver lagt, så jeg kan få medicin, hvis min tilstand bliver forværret. 

Da jeg får lagt epiduralen får jeg sprøjtet lidt smertestillende ind i ryggen for at se, om den virker og det lammer min ryg fra midt på ryggen til under balderne - så det gør den. 
Da det smertestillende begynder at forsvinde får jeg fuldstændig vanvittig ondt i ryggen, jeg får så ondt, at jeg har svært ved at snakke og stå på benene. Det er den mest vanvittige smerte, jeg nogensinde har oplevet (lige bortset fra fødsel, som jeg på dette tidspunkt ikke aner en skid om). På det her tidspunkt har jeg virkelig ondt af mig selv, og da Mads kommer efter job, bryder tudehelvede løs. Jeg kan ikke overskue mere! Jordemoderen er heller ikke vild med at jeg har så ondt, derfor kommer der en overlæge og ser på mig, og jeg fortæller ham, at jeg virkelig gerne vil have den taget ud, han siger, vi lige skal se tiden an - den nat får jeg ikke sovet ret meget. 


Onsdag den 01/10-14
Hej smertehelvede - er du her endnu? Jeg har mere ondt i ryggen end nogensinde, og jeg er på nippet til at bede om et kejsersnit, så den her smerte i ryggen gider forsvinde. Derforuden er det begyndt at gøre en lille smule ondt i underlivet - lidt ala menstruationssmerter. 
Jeg siger til jordemoderen, at hvis jeg skulle gå i fødsel, så kan jeg ikke presse, da jeg knap kan trække vejret pga. smerterne i ryggen, og jeg beder hende om at få den fjernet, også selvom den højst sandsynligt ikke kan ligges igen. Herefter bliver jordemoder enig med en læge om, at det nok også er det bedste. De har aldrig oplevet, at man får så ondt i ryggen af at få en epidural lagt, og de ved derfor ikke rigtig, hvordan de skal håndterer situationen, og vælger derfor at fjerne den, da de kan være bekymrede for, at jeg har en lille blødning i ryggen, da mine tal på mine blodplader er lave. Selvom jeg får den fjernet, gør det stadig pisse ondt, og jeg kan stadig ikke rigtig bevæge mig. 

Jeg får desuden fordoblet mængden af de piller, der skal sætte mig igang for at sætte lidt skub i tingene, men det hjælper ikke en skid, og jeg er kun 1 cm åben, da vi når aften. 
I løbet af dagen får jeg taget blodprøver 6 gange, vil jeg tro og får målt mit blodtryk jævnligt. Derforuden bliver der kørt nogle CTG-scanninger for at holde øje med baby inden i maven, for at se om hun har det godt - det har hun heldigvis. 

Da jeg skal sove, får jeg noget at sove på og noget smertestillende. Den nat sover jeg heldigvis godt! 

Torsdag den 02/10-14
Stadig ikke mere end 1 cm åben og min tålmodighed er ved at slippe op. Hvorfor vil hun ikke ud? Heldigvis er smerterne i ryggen ved at forsvinde, hvilket hjælper lidt på humøret, og da de så fortæller mig, at jeg skal ned på fødeafdelingen for at få taget vandet, lysner det hele lidt op - endelig sker der noget! 

Kl. 10 får jeg taget vandet, og vi får at vide, at der godt kan gå længe, før der sker noget. Derfor bliver Mads sendt afsted på arbejde. 
Kl. 10.40 ringer jeg til ham og beder ham om at komme igen - veerne er startet, og de tager til - ret hurtigt endda. 
Jeg får et skud morfin i låret for at lindre smerterne, men det hjælper NADA - det får mig blot til at slappe lidt bedre af mellem veerne. Det er de vildeste smerter, jeg nogensinde har oplevet. Det er menstruationssmerter gange 100, og ordet smerte får pludselig en helt anden betydning! Jeg har helt ekstreme veer og de kommer hyppigt efter hinanden. 
Da jordmoderen mærker for at se, hvor meget jeg er åben, bliver hun ret overrasket. Jeg er gået fra 4 cm til 10 cm på 1½ time, og jeg er derfor ved at være klar til at presse med. Og da der skal presses, presser jeg igennem, for nu skal hun satme bare ud, og det bliver hun også. 6 veer efter er hun her, og jeg tuder. Jeg tuder som en stukket gris - det samme gør Mads. 2240 g. og 46 cm lang og med pisse meget hår!

Det her - det er det største, der kan overgå en! Hun er så lille og så fin og så perfekt og jeg har kraftedme selv lavet hende. Stoltheden vil ingen ende tage. Hun er så sød. Kærlighed har pludselig fået en helt anden betydning.
Selvom mange ting har været hårdt igennem graviditeten, så gik fødslen heldigvis godt, og uden at jeg gik i stykker eller lavede en lille prut, hvilket jeg har frygtet helt ekstremt begge dele. Så selvom tingene har været uoverskuelige og man synes, at kroppen slet ikke har kunnet administrerer en graviditet, så kunne den heldigvis finde ud af det vigtigste af det hele - en fødsel.

Nu har vi lige haft et par dage til at sunde os og prøve at fatte, at vi faktisk er mor og far. Det er så ekstremt, og jeg har stadig ikke fattet det. 
Vi har snakket meget om tingene de seneste dage, og jeg har spurgt Mads, hvad der var det hårdeste ved fødslen og til det svarede han: "det var helt klart at se dig have så ondt og ingenting kunne gøre". Jeg havde slet ikke tænkt på, at det kunne være hårdt for ham, før han sagde det. Jeg registrerede næsten ikke hans tilstedeværelse under fødslen, og derfor ikke hans følelser, før hun var ude. 

Efter fødslen fik jeg tid til lige at sunde mig, og få skrevet rundt til venner og familie. Mads derimod gik med vores datter, som er blevet indlagt på neonatal-afdelingen, da hun er født 4 uger for tidligt. 
Jeg er stadig indlagt på barselsafdelingen, og må ikke blive udskrevet endnu. Efter fødslen er mit blodtryk steget markant og ligger meget højt, derforuden er jeg begyndt at få trykken for brystet. Så de er meget hysteriske med, at jeg slapper meget af osv., og det eneste jeg har lyst til er at være ved hende hele tiden, og det kan jeg ikke. Hvorfor skal tingene være sådan? Hvorfor kan den fucking krop ikke bare fungerer optimalt, så vi kan blive indlagt nede hos hende? Det er den ene frustration efter den anden, og jeg orker snart ikke mere. Ligeledes fornemmer jeg, at mælken er ved at løbe til, hvilket betyder at mine følelser er total uden på tøjet og jeg tuder over absolut ingenting. Tuder ved bare at kigge på hendes små hænder og fødder! Det er simpelthen så overvældende det hele. 
Heldigvis har vi fået en pisse sej datter, som bare klarer det så flot og de er meget tilfredse med hende dernede, hvilket overskygger min situationen en smule. 
Vi skal forvente at være indlagt en måneds tid, da man som hovedregel altid er indlagt indtil terminsdato. Derfor bliver bloggen også ret stille det næste stykke tid - jeg skal vænne mig til den pludselig nye titel som mor, og så er mit fokus også 100% hos hende.

Jeg er så glad og heldigvis endte tingene trods alt lykkeligt, selvom det har været en lang rejse for at nå hertil. Især de sidste par uger har været hårde, men nu er hun her, og vi elsker hende så meget.