FØLELSESMÆSSIG RUTSJEBANE

Dette indlæg bliver et uden billede, da jeg ikke synes, jeg har et passende til selve teksten og situationen. Jeg håber i vil læse med alligevel, selvom det ikke virker nær så spændende.

På en blog som min, hvor der deles lidt af hvert, og som på mange måder fungerer som en slags dagbog, føler jeg godt, at jeg kan tillade mig at dele både opture og nedture fra hverdagen.

Den sidste uges tid har været lidt af en rutsjebanetur rent følelsesmæssigt for mig. For en uge siden var jeg nemlig til mit sidste lægebesøg i forbindelse med graviditeten. Først og fremmest var urinprøven ikke helt som den skulle være, og da hun spurgte mig, hvordan det gik, nævnte jeg, at jeg var ved at blive idiot af at min hud klør.
For det gør den – den klør konstant og over det hele. Det føles lidt som hvis man havde lagt sig nøgen i en vejkant fuld af brændenælder. Det er voldsomt ubehageligt.
Derfor fik jeg taget blodprøver, da graviditetskløe kan være tegn på for høje levertal, hvilket man skal være opmærksom på.
Lægen ringede nogle dage senere med svar på blodprøven, og ganske som jeg havde frygtet, så var mine levertal for høje. Derfor skulle jeg samme dag videre til sygehuset for at have foretaget yderligere blodprøver og for at have taget babys puls og se, om hun havde det fint nok inde i maven. Hun havde det heldigvis fint og var godt aktiv. Dog kunne jeg ikke få taget blodprøver, da jeg skulle have været fastende 8 timer inden blodprøven, hvilket min læge ikke havde vidst. Derfor måtte jeg møde op på sygehuset dagen efter meget tidlig om morgenen for at få taget blodprøver, hvilket jeg gjorde.
De blodprøver fik jeg så svar på i går, hvor hun siger, at de kan se, at mine levertal er stigende, og at jeg derfor skal komme igen om en uge og have taget blodprøver igen. Herefter spørger hun så ind til baby, hvor jeg fortæller hende, at jeg ikke har mærket liv på samme måde, som jeg plejer, og hun beder mig derfor om at komme senere samme dag, så jeg kan blive tjekket.
Her får jeg igen taget blodprøver, hvilke jeg venter svar på. Derforuden bliver babys puls igen målt, men denne gang er hun bare ikke aktiv, og jeg ligger med ultralyd på maven i over en time, hvor jeg skal trykke på en knap, hver gang jeg mærker liv, og desværre er det ikke ret meget, hvilket bekymrer jordmoderen. Hun tilkalder herefter en læge, som scanner maven, hvor man kan se, at babys hjerte slår, og han fortæller så, at han ikke er bekymret for baby.
Derforuden skal jeg aflevere en urinprøve også, så de kan tjekke om alt er, som det skal være. Urinprøven viser tegn på protein, og jeg får derfor også taget mit blodtryk, som ligger en smule højt, derforuden har jeg vand i kroppen – tre ting, som kan være tegn på svangerskabsforgiftning, hvilket hun også fortæller mig og siger, at der skal holdes øje med.
Jordmoderen bestemmer sig derfor til, at hun synes, jeg skal komme igen om en uge, hvor jeg alligevel skal have taget blodprøver, så jeg kan blive tjekket igen.

Nu sidder i sikkert og tænker, jamen det lyder da ikke så slemt, og det er ganske nemt for udefrakommende at sige, men når man har en lille baby i maven, så betyder det her barn allerede så meget, at man slet ikke kan se sig ud af det, hvis der skulle være noget galt. Så den sidste uge har jeg tudet en hel del, været fortvivlet og været bekymret, og jeg er egentlig ved at være ret udmattet følelsesmæssigt, for jeg ved ikke, hvor jeg står. Selvfølgelig er det da betryggende, når lægen siger, at han ikke er bekymret for baby, men jeg har stadig mine tvivl. Jeg kan ikke gøre for det – bekymringen vil bare ikke forsvinde, og jeg synes virkelig, der er længe til uge 40 lige nu! Den sidste ventetid føles som en evighed, selvom det kun drejer sig om seks uger endnu. Dog finder jeg en lille smule trøst i, at jeg bliver tjekket på sygehuset, og at de er opmærksomme på mig, men jeg er stadig så fandens bekymret for det hele.
Jeg er også der, hvor jeg har forberedt alt, hvad jeg kan forberede, hvis nu fødslen pludselig skulle gå i gang eller hvis der skulle ske noget. Jeg har vasket alt hendes tøj, dyner, sengetøj mm., jeg er begyndt at pakke tasken til sygehuset, de vigtige papirer og telefonnumre ligger klar osv. Det er i god tid, det er jeg godt klar over, men det stressede mig, at jeg ikke havde styr på alle de vigtige ting, og det har derfor givet mig mere ro, at jeg er klar, hvis det lige pludselig skulle ske.

Ventetid har aldrig været min stærke side, og med den her situation, så føles det som om tiden står stille.

Jeg har gennem min graviditet ikke været synderlig heldig med kroppens måde at reagerer på, og jeg trænger efterhånden til at føle mig som et menneske igen i stedet for en hypokonder. Jeg er træt af, at være så besværet af maven og kroppens kunnen, og så er jeg træt af, at den konstante bekymring. Normalvis er jeg aldrig bekymret, og har den indstilling til verden, at tingene nok skal gå, men når det drejer sig om ens eget barn, så er sagen pludselig en anden, og så er det bare svært at være 100 procent positiv, især når en som jeg – som aldrig fejler det mindste, pludselig har samtlige graviditetsskavanker og får taget den ene prøve efter den anden. Det er meget skræmmende og en situation, jeg ikke ved, hvordan jeg skal forholde mig til eller finde en passende reaktion på.