TANKER OM GRAVIDITET

ASOS LACE DRESS, HER

I tænker nok - det billede, hænger ikke helt sammen med overskriften, og det kan i såmænd også have ret i, men der kommer en forklaring på billedet senere. Først har jeg nemlig brug for at sige et par ting om det her med at være gravid. 

Egentlig har jeg aldrig beundret en gravid krop før, da jeg synes den alt for store mave så meget vulgær ud. Da jeg så efterhånden selv blev mere klar til, at det snart skulle blive min tur, ændrede jeg fuldstændig holdning omkring lige netop dét at være gravid. Nu synes jeg istedet, det er fascinerende og smukt. Dog er jeg stadig ikke meget for en højgravid mave, da det oftest ligner, den er ved at sprænge i luften, og det skræmmer mig en smule.

For mit vedkommenede har graviditeten ikke været, som jeg havde forestillet mig. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde forestillet mig, at en graviditet var som at svæve på en lyserød sky og leve i en lille forelsket boble, hvor alt bare er skønt. Sådan blev det ikke lige - jeg startede med at have kvalme i seks uger, hvorefter jeg havde nogle uger, hvor alt var så normalt, som det nu kan blive med en lille babybule. Men allerede i min uge 18, blev jeg deltidssygemeldt med meget ondt i ryggen, og nu her i uge 31, fylder smerterne rigtig meget hver dag, og jeg er ved at være så træt af det, for det sætter mig tilbage i forhold til min kunnen, og det hader jeg virkelig. Derfor glæder jeg mig også til lidt ferie, så jeg bedre kan tilpasse min hverdag til mit eget tempo og min egen udholdenhed. Det her med hele tiden at skulle tages hensyn til, det er rigtig meget til besvær for mig, da jeg bare gerne ville kunne det alle andre kan, men sådan er det bare ikke.

For at springe over i noget helt andet, så blev jeg for en uges tid siden tilbudt en fotosession som gravid model, hvilket jeg sagde ja tak til, og det er her billedet ovenfor kommer ind i billedet.
Billederne skal bruges til udstilling og portfolio, og jeg var derfor meget bevidst om, at jeg ikke ville gå med til hvad som helst, da jeg selv skal kunne stå inde for billederne, og da jeg også har en datter i maven, som ikke skal blive flov over at have været en del af billederne, når hun engang bliver stor.
Jeg sendte derfor en række billeder til fotografen, som ligesom danner rammen for de billeder, der skal tages. Det skal være naturlige billeder, hvor maven er i fokus, og hvor stemningen i billederne er afbalancerede.
I forbindelse med dette shoot har jeg virkelig haft tøjkrise, for hvad tager man lige på, når man i forvejen synes, at alting strammer, sidder grimt og er ubehageligt at have på? Derfor klikkede jeg denne blonde underkjole hjem fra Asos, som egentlig skræmmer mig, da jeg frygter, at jeg kommer til at ligne en kæmpe hvalros i den, hvilket leder mig hen til endnu en problemstilling i forhold til det her med at være gravid, nemlig at kroppen forandrer sig.

Det her med at kroppen forandrer sig, er det jeg har det aller værst med i forhold til hele det her scenarie med at være gravid. Jeg synes, det er forfærdeligt! Selvom jeg endnu ikke er blevet en mega matrone, så synes jeg, det er frygteligt, at kroppen ikke ser ud, som den gjorde før, og at der ikke er noget, jeg kan gøre ved det andet end at accepterer det. Jeg har vildt svært ved at vænne mig til det, og egentlig er der ikke sket den vilde foranding. I bund og grund handler det mest af alt om min egen selvbevidsthed, og det faktum at vægten stiger, hvilket jo er helt naturligt, eftersom jeg bærer på et barn, brysterne er blevet større, der er ekstra vand i kroppen osv. Men jeg har stadig vildt svært ved at accepterer den stigende vægt. Jeg er så bevidst omkring min krop, og selvom jeg ikke var tilfreds før, så savner jeg min "gamle" krop. Jeg savner, at kunne have jeans på, en løs t-shirt eller stilletter. Jeg ved udmærket godt, at det kun er en periode, og at jeg nok skal komme tilbage til den gamle form, jeg har bare vildt svært ved at være "fanget" i en krop, som jeg ikke selv er herre over. Jeg skal bare accepterer, at et barn bruger min krop som lejlighed, og indretter den, som hun har lyst til.

Selv mine følelser har jeg ikke længere styr over, og jeg græder i tide og utide. Jeg kan slet ikke finde ud af alle de her hormoner, som drøner rundt i kroppen på mig i øjeblikket. Jeg kan græde over de mindste ting, og blive rørt hvis kunderne på arbejde er lidt for søde. De her ekstra hormoner og skiftende humørsvingninger er også medvirkende til, at jeg er sindssyg træt i tiden. Selvom jeg kun arbejder fire timer, så er jeg helt flad, når jeg kommer hjem. Mit energiniveau er lig nul og jeg kunne sagtens sove 14 timer i døgnet, hvis jeg skulle.
Det er helt vildt surrealistisk, at være i en krop som jeg absolut ingen rettigheder har til. Den er omdannet til en fabrik, som er igang med at producerer et barn, og så må jeg bare indordne mig.

Dernæst kommer tanker om fødslen, som jeg ikke engang gider at begynde at snakke om, for så får det her indlæg aldrig en ende. Kort og godt, så er jeg pisse bange for det. Jeg bryder mig ikke om, at jeg ikke ved, hvad der venter mig - fødslen er ét stort skræk scenarie for mig, uanset hvordan og hvorledes folk prøver at berolige mig.

Det lyder nok som om, at jeg brokker mig over det hele, og det gør jeg vel egentlig også. Mest af alt er det hele nok egentlig bare skod, fordi jeg i skrivende stund har vanvittig ondt, og jeg netop har fået en ny fin blonde bluse hjem, som på ingen måde passer lige nu. Blusen når nemlig ikke buksekanten - der er en gravid mave i vejen, hvilket egentlig bare ser hylende morsomt ud og samtid også er en smule sørgeligt, da det ligner en ordentlig ølvom, som er på afveje. Apropos tøjkrise og vægtforøgelse!

Egentlig er det bare vigtigt for mig at fastslå, at det ikke er alle, der er lige tilpas i en gravid krop, og det handler ikke om, at jeg ikke er lykkelig for det liv, som befinder sig i maven. For det er jeg i den grad. Jeg er så taknemmelig! Og når hun så sparker og mufler rundt, så tuder jeg igen, og synes at alt er fantastisk, og at maven er hyggelig og at alt bare er skønt og dejligt. Hej hej forstyrrede kvindemenneske som er en stor hormonrutsjebane.... - kan i fornemme sarkasmen?

Til de af jer der læser med, som har prøvet at være gravid eller er det, er dette nok ikke så fremmed, resten af jer har jeg nok skræmt fra vid og sans. Men tro mig, det er slet ikke så frygteligt, som det lyder. Jeg ville egentlig bare pointerer, at jeg glæder mig til at klæde mig i normalt tøj igen, til ikke at skulle rende på toilet fem gange om natten, til at kunne sove på maven, til at være fri for smerter, til at have en flad mave igen og ikke mindst til at møde min datter. Jeg er så utålmodig, og der er stadig to måneder til termin!
Det her indlæg er nok mest af alt et lidt hormonforstyrret et af slagsen, men det bliver ikke mere ærligt, og jeg havde brug for at få lettet mit hjerte. Derforuden håber jeg ikke, jeg har stødt nogen.