AMMESTOP OG INDLÆGGELSE

Hold nu kæft mand, hvor gad jeg gerne, at der fandtes en babytolk! Den sidste uge har virkelig været røvsyg, for at sige det på pænt dansk. 

Vi har haft en rigtig ked og utilfreds datter, som bare har skreget og ikke gidet noget som helst. I mandags var sundhedsplejerskeren her, og det viste sig, at Sigga kun havde taget omkring 70 g. på den seneste uge - ergo måtte jeg altså ikke have haft nok mælk til hende. 

Jeg har ammet hende lige siden, hun begyndte at kunne sutte, og hun har egentlig taget rigtig fint på indtil i mandags. Når jeg kigger tilbage, tror jeg på mange måder, at det er selvforskyldt, at amningen gik helt i stå. Hver gang vi havde gæster eller hvis vi skulle nogle steder, stressede jeg helt vildt over at skulle amme, og selvom jeg så vidt muligt forsøgte at dække mig til, så stressede det mig alligevel. Jeg brød mig bare ikke om at skulle sidde med brystet fremme. Herhjemme fungererede det fint så længe, jeg var alene, men jeg kan ikke være alene hele tiden, og da jeg så fandt ud af, at hun heller ikke havde taget på, gik det hele helt i stå. 

Egentlig synes jeg, det var rigtig hyggeligt at amme, og den helt særlige kontakt mellem mor og barn elskede jeg, men det var bare ikke hyggeligt til sidst for nogen af os. Jeg kæmpede og kæmpede, og det fungerede bare ikke. Jeg kunne ikke sove om natten, fordi jeg spekulerede over, om hun fik nok at spise. Tilmed vågnede jeg en nat og skulle kaste op, og jeg kaster aldrig op. Hele min krop var bare vildt stresset og jeg kunne bare slet ikke finde ro. Så jeg besluttede sammen med sundhedsplejerskeren at prøve med flaske, hvilket fungerede rigtig fint en enkelt dag, herefter ville hun bare ikke spise, og jeg havde svært ved at vække hende. Jeg prøvede derfor igen at ligge hende til brystet, for at se om det kunne hjælpe, og det accepterede hun, problemet var bare, at jeg ikke havde nok til hende. Så hun var helt udmattet af ikke at have fået nok at spise en hel uge, og vi måtte derfor indlægges på børneafdelingen for at få tjekket hende igennem. Hun var sund og rask, men hun var sulten. Jeg fik en god samtale med en af sygeplejerskerne, som sagde, at man ikke skulle amme for enhver pris, og at hun nok skulle lære at tage flasken. Det gav mig ro på, og det smittede af på Sigga med det samme. Så efter at have prøvet flasken et par dage, for herefter at prøve amning igen og nu vende tilbage til flasken igen, og har stået ved den beslutning, har Sigga også accepteret den, og hun er nu igen den samme pige, som vi kender. 

Hun blev 6 uger i torsdags, som også var den dag, vi blev indlagt med hende, og det var da ikke ligefrem sådan, jeg havde regnet med, at det skulle fejres, men så længe hun bare er tilpas, så gør det ikke så meget.