EN ULYKKE KOMMER SJÆLDENT ALENE

Ja, som i nok kan fornemme på titlen, så er det ikke ligefrem et positivt indlæg det her. Jeg er ved at være træt af, at hver gang vi træder et skridt frem, går der ikke længe, før vi går to tilbage igen. 

Først var det amningen, der bare slet ikke fungerede, så fik hun flaske. Modermælkserstatningen fik hun så ondt i maven af, og jeg har så forsøgt mig med Allomin i stedet for NAN, hvilket har hjulpet, ser det ud til. Nå, men nu er der så styr på det her med flasken, og jeg satsede på, at tingene skulle til at gå den rigtige vej, men nej nej. Så blev det bette pjok forkølet, og moderen her syg. For helved da også altså - ja, undskyld sproget, men det er da mildest talt pisse irriterende! 

Nu kan det da kun gå en vej, og det er fremad. Sjældent har verden da set så meget snot i et ansigt, som mit er fyldt med i øjeblikket. Jøsses! Pludselig er det altså bare en mega fordel af bo hjemme, hvor min mor kan hjælpe, når situationen spidser til. Jeg har ihvertfald været rigtig glad for det og er det stadig, og jeg tror faktisk også, at min mor synes, det er hyggeligt, at barnebarnet er så tæt på :)