... OG DE LEVEDE LYKKELIGT

FUCK en for sindssyg uge!! Vi er blevet forældre til lille Sigga ♡

Mandag den 29/9-14

Kl. 07 kører Mads og jeg hjemmefra, da jeg skal have taget blodprøver kl. 08 på sygehuset. Derefter skal vi op og snakke med en jordemoder kl. 09, for at få svarene på de forrige prøver, og for at få en snak om, hvad der skal ske. Samtalen går på at mine blodprøver stadig ikke er optimale, men at de vil vente med at foretage noget yderligere før de nye prøver kommer.

Kl. 11 skal jeg scannes for at se, hvor stor hun er. Hun bliver skønnet til godt 1900 g. Så hun er en bette en, taget i betragtning at jeg på dette tidspunkt er 35 uger henne. 

Jordemoderen der scanner mig siger, at hun lige vil ringe ned til den jordemoder, som jeg havde en samtale med tidligere for at informerer hende, og at hun derefter også lige vil snakke med en læge. Herefter får vi besked på at gå ned til den forrige jordemoder, da der også er kommet svar på blodprøverne, som jeg fik taget fra morgenen. Hernede får vi besked på, at jeg skal indlægges. 

Det kom totalt bag på os, da vi ikke havde regnet med at det her svangerskabforgiftning var så slemt. Mads kører herefter hjem for at pakke nogle ting, så vi har lidt på sygehuset, og jeg sidder mutters alene tilbage på et klinisk rent hospitalsværelse i en alt for stor hospitalsskjorte og alle følelser kommer pludselig stormende ind fra højre. Frygten for at miste hende på det her tidspunkt, bange for hvad der skal ske - der går 100 tanker igennem hovedet.

Tirsdag den 30/9-14

Morgenen starter med at få taget blodprøver og få målt blodtryk, herefter er der ikke andet at gøre end at vente på svar fra dem. Omkring kl. 09 er der svar, og jordemoderen plus en læge kommer ind. De siger egentlig ikke så meget om resultatet på blodprøverne, men fortæller blot at jeg har to muligheder, og det er enten at blive sat igang med piller eller få foretaget et kejsersnit. 

Det var som at få et ordentlig knytnæveslag i maven - alt luft forsvandt pludselig fra kroppen. NU - ALLEREDE? Hvor kom den lige fra? Hvor alvorligt er det? Er hun okay? Endnu en omgang med 100 spørgsmål og alt for kort tid til at vende tankerne i hovedet. 

Jeg har tidligere sagt til jordemoder, at jeg gerne vil føde vaginalt, og jeg får derfor to piller. I løbet af dagen når jeg at tænke rigtig mange tanker igennem. Det er så pisse surrealistisk det hele. Jeg har sendt Mads på arbejde, da vi har fået at vide, at der godt kan gå nogle dage, før der sker noget, da det er første gang, så jeg har alt tid i verden til at tænke over tingene. For helved hvor er det overvældende og pisse skræmmende det hele! Pludselig føler jeg mig helt vildt alene i verden. Familie og venner ved jeg er indlagt og spørger hele tiden, om jeg ikke snart ved noget, og jeg bliver ved med at sige, at vi ingenting ved, for jeg orker simpelthen ikke nogle sms'er med: "er der sket noget?", "er du gået igang?" osv. Jeg har bare brug for at vende mig til tanken og prøve at fatte, hvad der skal ske. 

Over middag får jeg lagt en epidural i ryggen samt et drop i hånden. Epiduralen får jeg lagt, fordi mine blodplader er lave, og de derfor ikke tør tage nogle chancer med at ligge den senere, da det ikke er sikkert, de kan ligge den på mig, hvis mine blodplader bliver endnu lavere. Droppet bliver lagt, så jeg kan få medicin, hvis min tilstand bliver forværret. 

Da jeg får lagt epiduralen får jeg sprøjtet lidt smertestillende ind i ryggen for at se, om den virker og det lammer min ryg fra midt på ryggen til under balderne - så det gør den. 

Da det smertestillende begynder at forsvinde får jeg fuldstændig vanvittig ondt i ryggen, jeg får så ondt, at jeg har svært ved at snakke og stå på benene. Det er den mest vanvittige smerte, jeg nogensinde har oplevet (lige bortset fra fødsel, som jeg på dette tidspunkt ikke aner en skid om). På det her tidspunkt har jeg virkelig ondt af mig selv, og da Mads kommer efter job, bryder tudehelvede løs. Jeg kan ikke overskue mere! Jordemoderen er heller ikke vild med at jeg har så ondt, derfor kommer der en overlæge og ser på mig, og jeg fortæller ham, at jeg virkelig gerne vil have den taget ud, han siger, vi lige skal se tiden an - den nat får jeg ikke sovet ret meget. 

Onsdag den 01/10-14

Hej smertehelvede - er du her endnu? Jeg har mere ondt i ryggen end nogensinde, og jeg er på nippet til at bede om et kejsersnit, så den her smerte i ryggen gider forsvinde. Derforuden er det begyndt at gøre en lille smule ondt i underlivet - lidt ala menstruationssmerter. 

Jeg siger til jordemoderen, at hvis jeg skulle gå i fødsel, så kan jeg ikke presse, da jeg knap kan trække vejret pga. smerterne i ryggen, og jeg beder hende om at få den fjernet, også selvom den højst sandsynligt ikke kan ligges igen. Herefter bliver jordemoder enig med en læge om, at det nok også er det bedste. De har aldrig oplevet, at man får så ondt i ryggen af at få en epidural lagt, og de ved derfor ikke rigtig, hvordan de skal håndterer situationen, og vælger derfor at fjerne den, da de kan være bekymrede for, at jeg har en lille blødning i ryggen, da mine tal på mine blodplader er lave. Selvom jeg får den fjernet, gør det stadig pisse ondt, og jeg kan stadig ikke rigtig bevæge mig. 

Jeg får desuden fordoblet mængden af de piller, der skal sætte mig igang for at sætte lidt skub i tingene, men det hjælper ikke en skid, og jeg er kun 1 cm åben, da vi når aften. 

I løbet af dagen får jeg taget blodprøver 6 gange, vil jeg tro og får målt mit blodtryk jævnligt. Derforuden bliver der kørt nogle CTG-scanninger for at holde øje med baby inden i maven, for at se om hun har det godt - det har hun heldigvis. 

Da jeg skal sove, får jeg noget at sove på og noget smertestillende. Den nat sover jeg heldigvis godt! 

Torsdag den 02/10-14

Stadig ikke mere end 1 cm åben og min tålmodighed er ved at slippe op. Hvorfor vil hun ikke ud? Heldigvis er smerterne i ryggen ved at forsvinde, hvilket hjælper lidt på humøret, og da de så fortæller mig, at jeg skal ned på fødeafdelingen for at få taget vandet, lysner det hele lidt op - endelig sker der noget! 

Kl. 10 får jeg taget vandet, og vi får at vide, at der godt kan gå længe, før der sker noget. Derfor bliver Mads sendt afsted på arbejde. 

Kl. 10.40 ringer jeg til ham og beder ham om at komme igen - veerne er startet, og de tager til - ret hurtigt endda. 

Jeg får et skud morfin i låret for at lindre smerterne, men det hjælper NADA - det får mig blot til at slappe lidt bedre af mellem veerne. Det er de vildeste smerter, jeg nogensinde har oplevet. Det er menstruationssmerter gange 100, og ordet smerte får pludselig en helt anden betydning! Jeg har helt ekstreme veer og de kommer hyppigt efter hinanden. 

Da jordmoderen mærker for at se, hvor meget jeg er åben, bliver hun ret overrasket. Jeg er gået fra 4 cm til 10 cm på 1½ time, og jeg er derfor ved at være klar til at presse med. Og da der skal presses, presser jeg igennem, for nu skal hun satme bare ud, og det bliver hun også. 6 veer efter er hun her, og jeg tuder. Jeg tuder som en stukket gris - det samme gør Mads. 2240 g. og 46 cm lang og med pisse meget hår!

Det her - det er det største, der kan overgå en! Hun er så lille og så fin og så perfekt og jeg har kraftedme selv lavet hende. Stoltheden vil ingen ende tage. Hun er så sød. Kærlighed har pludselig fået en helt anden betydning.

Selvom mange ting har været hårdt igennem graviditeten, så gik fødslen heldigvis godt, og uden at jeg gik i stykker eller lavede en lille prut, hvilket jeg har frygtet helt ekstremt begge dele. Så selvom tingene har været uoverskuelige og man synes, at kroppen slet ikke har kunnet administrerer en graviditet, så kunne den heldigvis finde ud af det vigtigste af det hele - en fødsel.

Nu har vi lige haft et par dage til at sunde os og prøve at fatte, at vi faktisk er mor og far. Det er så ekstremt, og jeg har stadig ikke fattet det. 

Vi har snakket meget om tingene de seneste dage, og jeg har spurgt Mads, hvad der var det hårdeste ved fødslen og til det svarede han: "det var helt klart at se dig have så ondt og ingenting kunne gøre". Jeg havde slet ikke tænkt på, at det kunne være hårdt for ham, før han sagde det. Jeg registrerede næsten ikke hans tilstedeværelse under fødslen, og derfor ikke hans følelser, før hun var ude. 

Efter fødslen fik jeg tid til lige at sunde mig, og få skrevet rundt til venner og familie. Mads derimod gik med vores datter, som er blevet indlagt på neonatal-afdelingen, da hun er født 4 uger for tidligt. 

Jeg er stadig indlagt på barselsafdelingen, og må ikke blive udskrevet endnu. Efter fødslen er mit blodtryk steget markant og ligger meget højt, derforuden er jeg begyndt at få trykken for brystet. Så de er meget hysteriske med, at jeg slapper meget af osv., og det eneste jeg har lyst til er at være ved hende hele tiden, og det kan jeg ikke. Hvorfor skal tingene være sådan? Hvorfor kan den fucking krop ikke bare fungerer optimalt, så vi kan blive indlagt nede hos hende? Det er den ene frustration efter den anden, og jeg orker snart ikke mere. Ligeledes fornemmer jeg, at mælken er ved at løbe til, hvilket betyder at mine følelser er total uden på tøjet og jeg tuder over absolut ingenting. Tuder ved bare at kigge på hendes små hænder og fødder! Det er simpelthen så overvældende det hele. 

Heldigvis har vi fået en pisse sej datter, som bare klarer det så flot og de er meget tilfredse med hende dernede, hvilket overskygger min situationen en smule. 

Vi skal forvente at være indlagt en måneds tid, da man som hovedregel altid er indlagt indtil terminsdato. Derfor bliver bloggen også ret stille det næste stykke tid - jeg skal vænne mig til den pludselig nye titel som mor, og så er mit fokus også 100% hos hende.

Jeg er så glad og heldigvis endte tingene trods alt lykkeligt, selvom det har været en lang rejse for at nå hertil. Især de sidste par uger har været hårde, men nu er hun her, og vi elsker hende så meget.