KOMPLIMENTER

Når man får en lille baby, får man virkelig mange komplimenter med på vejen - gode komplimenter vel og mærke. Lige fra Sigga blev født, har vi hørt for hendes hår. På neonatal var de helt vilde med hende, fordi det er sjældent at for tidligt fødte har så meget hår, og vi hører stadig kommentarer for det skide hår, "hvor har hun godt nok meget hår" lyder kommentaren ofte, og ja - det har hun, og det er også hendes mørke strithår, der virkelig indprinter sig på folks nethinde. Jeg får stadig ofte at vide, at hun er ih og åh så sød og så køn. Folk smider om sig med positive tillægsord, og det varmer virkelig mit hjerte, men hold kæft hvor er jeg ringe til at håndterer komplimenter. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, når folk siger: "Det har i virkelig gjort godt, hvor er hun smuk osv.". Indeni oser jeg af stolthed, for gu' er hun da den smukkeste skabning i verden (det synes man vel altid som mor ;-) ), men når jeg svarer folk på deres virkelig søde komplimenter, bliver det altid noget med: "Ja, hun er meget sød". Og når jeg hører mig selv sige det, lyder det altid som om, at jeg egentlig er ret ligeglad, men det er jeg bare langt fra. Jeg elsker komplimenterne, men jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af dem, så ofte bliver det et mega kejtet svar tilbage. Jeg må virkelig øve mig i at tage imod komplimenter. Jeg tror, jeg er lidt for hæmmet af janteloven til at jeg nogensinde bliver hende, der siger: "Ja, hun er bare så smuk, så smuk, så smuk og helt perfekt og fantastisk," ihvertfald ikke når folk hører på det ;-) Herhjemme siger jeg det tit til Mads, men det er også noget andet, for vi er i samme båd, og hvis vi ikke beundrede og roste vores datter til skyerne, så ville der være noget galt.