14. dec. 2014

SUCCES-OPLEVELSE



Vi er påbegyndt putteritual herhjemme, hvilket vi startede på for tre dage siden. Første aften med putning startede som et brag af et sceneshow, hvor der var dømt skrigeri for fulde drøn. Hun skreg så meget, at hun gik kold til sidst. Igår tog det 1 time og 15 min, hvor det startede med 15 min skrigeri, og dernæst bare tålmodighedsprøve. I dag tog det lige præcis 15 min. Jeps, 15-fucking-minutter med kun lidt brok. Klapper lige mig selv på skulderen og påråber mig titlen som super-mor. Det skal dog lige siges, at det med 99.99 % sikkerhed er en engangsforestilling, og at det helt sikkert er anderledes i morgen. Derfor nyder jeg det i fulde drag indtil videre - for aftenen er ikke slut endnu.

Måden jeg har valgt at putte på, er at jeg starter med at give hende nattøj på. Herefter går jeg ind på et helt mørkt værelse med hende, hvor jeg sidder med hende samtid med jeg vugger hende blidt, synger for hende og nusser hende i panden. Når hun så har haft lukkede øjne i et par minutter (hun sover ikke nødvendigvis tungt), putter jeg hende over i hendes slynge, ligger hendes bamse helt op til hendes hoved, synger en enkelt sang og hopper lidt med slyngevuggen. Hvis hun ikke protesterer ved at være blevet puttet i sin egen seng, starter jeg med at stoppe med at synge og dernæst med at hoppe med slyngen. Hvis der stadig ingen brok er, sidder jeg ved hende, indtil jeg er sikker på, hun sover tungt, så hun ikke vågner, og jeg ikke er der. 
Hvis hun derimod vågner ved at blive puttet over og bliver ked af det eller sur, tager jeg hende op igen og starter forfra.

PS. Mens jeg skrev dette indlæg, tabte hun selvfølgelig sutten, hvilket hun vågnede af, og jeg brugte herefter 1½ time på at få hende til at falde i søvn igen. Det var ikke længe, jeg havde lov til at nyde min ellers så fine titel som super-mor!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar