2. jan. 2015

NYTÅR HOS GODE VENNER


Billede-overload fra en meget stille og rolig, men virkelig hyggelig nytårsaften. Vi var 10 voksne og 4 babyer, hvoraf den ældste var 7 mdr. og den yngste 10 uger. Så der var ind i mellem stress, når der var sultne børn eller børn, der var kede af det. Men jeg nød det virkelig og bedst af alt, så var Sigga et pragteksemplar at have med og selvom det var første gang, vi havde hende med, hvor hun var omgivet af så meget støj og uro, så har der ingenting været at mærke på hende efterfølgende. Halleluja hvor er det optur! 

Sigga fylder 3 måneder i dag, og vi har været meget forskånende for at tage hende med nogen steder hen, og jeg er ofte blevet hjemme med hende, hvor Mads har været afsted. Vi er jo blevet spækket til med vigtigheden i at skærme hende, når hun er født for tidligt, men helt ærlig så synes jeg ikke, hun bærer ret meget præg af det længere, så nu har jeg bestemt mig for, at prøve hende lidt mere af. Desuden har hun heller ikke mavekneb i samme grad, som hun har haft, hvilket generelt har gjort hende til et meget gladere barn. Der er ingen tvivl om, at det var tid, hun havde brug for, og det har virkelig været nogle hårde måneder, men helt ærligt, så glemmer man det faktisk ret hurtigt, når man kommer ud på den anden side.

For lige at vende tilbage til nytårsaften, så var vi sammen med Mads' venner, som jeg efterhånden også er blevet ret tætte med, og der blev serveret god mad og lækre desserter. Værtinden er virkelig dygtig til at lave kage og generelt bare desserter og hun havde da også lavet en yderst fin en af slagsen (nederste billede). Det er en skal af hvid chokolade, hvori der var granatæbleis og granatæbler - alt sammen lavet helt fra bunden. Jeg fatter ikke, hvordan hun gør! Det smagte så lækkert, og så virkelig eksklusivt ud. 

Det var en lille smule underligt at skulle fejre nytår med Mads' venner, da jeg så længe, jeg kan huske har fejret det med en af mine meget tætte veninder og nogle af mine forældres venner. Men jeg tænker, at det er sådan, det er, når man får børn - så skal der laves nye traditioner, dog gør det altså ikke de gamle lettere at bryde.

Alt i alt en skide dejlig aften, som jeg vil tænke tilbage på med et smil på læben og hvem ved, måske ender det med at vi skal være sammen med dem igen næste år :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar